_Artiklen bygger på dagbøger og billeder + billedtekster, samt interviews med Saliha Alic, hendes mand Orhan Colakovic, Bent Ehrenreich, hans datter Enya Ehrenreich og ekskone Vicky Ehrenreich.
Af Villads Znaty og Sille Langberg
Prolog
I Aabenraa har Salihas mand printet telefonnumrene på alle, der hedder Bent Sørensen i Danmark fra De Gule Sider. I 30 år har én bestemt Bent Sørensen fyldt i hendes bevidsthed, og hun har en ting, hun for alt i verden må sige til ham.
For at forstå hvorfor, begynder historien i en bosnisk skov i 1992.
⛟
Natten er kølig og mørk mellem træerne. Saliha Alic er ni et halvt år og har to par bukser på, som hendes mor sagde, at hun skulle. Sammen med sin familie sidder hun i skovbunden. Mor og far, hendes lillebror og to søstre. De har ikke spist i lang tid. Måske er de ikke på vej på picnic, som mor og far kaldte det, da de tog afsted. Hendes lillebror er fire år gammel, så hun er vant til, at de små bliver tysset på, men denne nat virker det rent faktisk. Alle er stille – selv babyerne.
De har siddet på den kolde skovbund i flere timer, da mor og far pludselig hvisker: løb, løb, løb, løb!
⛟
Bent Sørensen er ikke typen, der græder til en eller anden kærlighedsfilm. Alt, der ligner følelser, gemmer han bag et stort overskæg og vittigheder. Han er 31 år gammel og vil helst bare feste, drikke bajere eller springe ud fra fly i faldskærmsklubben i Viborg, når han ikke går på arbejde som fængselsbetjent.
En dag foran TV’et hjemme i Silkeborg, bliver han alligevel berørt. I TV Avisen følger han den seneste opdatering om situationen i Bosnien. I et land, hvor bosniske serbere, kroater og muslimer før har levet i fred, buldrer nu en borgerkrig om magten. Det seneste halvandet år er krigen eskaleret, serberne har indledt en etnisk udrensning og drevet landets muslimer på flugt. Bent har fulgt med i krigen, men den her udsendelse skiller sig ud.
På skærmen flygter et gammelt, muslimsk par over broen under beskydning fra den kroatiske til den muslimske side af byen Mostar.
Man må kunne gøre noget.
Bent er alligevel træt af sit job i fængslet, så han spørger Dansk Flygtningehjælp, om de mangler nødhjælpschauffører.
Det gør de. Få dage senere får han et opkald. Han skal afsted om… tre dage.
⛟
Saliha og de andre børn med to par bukser på løber efter deres forældre. Forbi checkpointet, der for et kort vagtskifte er ubemandet. I de serbiske soldaters fravær klarer de sig igennem. Da natten lysner, venter endnu en dag i skoven.
Ud over bjergsiden, kan hun næsten se sit hjem i Bratunac, der ligger i dalen. Dernede ligger stort set alt, de ejer. Med sig tog de en smule tøj og mad, men der er ikke mere tilbage. Saliha er træt og sulten, men det står værre til med hendes lillebror Elvedin, der kun er fire år. Måske skal far tilbage til Bratunac og hente æg, Elvedin kan spise rå.
Mor og far beslutter, at det er for farligt.
Selvom det kan være svært at se på den afstand, render serbiske soldater rundt i byen på jagt efter folk som Saliha, hendes bror, søstre og forældre. Bosniske muslimer.
Efter to dage i skoven skjult for serbiske soldater, når Saliha og familien til en lille landsby, hvor en familie har plads til dem alle seks. De voksne virker meget alvorlige, men for Saliha er det spændende at være i landsbyen med alle de andre børn. Indtil mor får noget at vide, der får hende til at græde så meget, at hun falder sammen.
Mors far og bror er blevet skudt lige foran deres hjem. Saliha har svært ved at forstå det. Hvordan ville hun selv have det, hvis hun mistede sin bror? Ville han sidde oppe ved Gud og kigge ned på hende?
Han ville nok få alt den chokolade, han kunne spise.
Et par dage senere når endnu en nyhed frem. Fars bror og stedmor er blevet dræbt af serberne. Far vil gerne begrave dem ordentligt, så han tager afsted på en farlig tur til deres landsby. Der er stadig soldater i området.
⛟
En kold decembernat skærer en minibus sig gennem byer, hvor vinduer er erstattet af plastik, og huse mangler vægge. I den sidder Bent og tre andre danske mænd. Nervøse er de ikke – de giver i hvert fald ikke udtryk for det – men adrenalinen er begyndt at pumpe. De er på vej til deres hjem de næste mange måneder; Hotel Jugoslavija i Beograd. En betonblok af et hotel, hvis gennemgående mahognibrune tema egentlig er tiltænkt præsidentbesøg og deslige, men nu skal huse en gruppe unge nødhjælpschauffører fra Danmark.
⛟
Saliha leger ikke mere foran huset. Far har været væk i fire dage.
Hele familien sidder stille foran det lille hus. Mor er bekymret, og Saliha ved godt, at far burde være kommet tilbage.
Dagene går, men intet sker. De spiser ikke, taler ikke, gør ikke noget. Venter bare.
Men efter syv dage råber Salihas søster op. “Far kommer, far kommer!”
Han lever.
Senere overhører Saliha faren fortælle naboerne om turen. Han kunne ikke grave med værktøj. Lyden af skovl mod sten ville tiltrække de serbiske soldater i området. I stedet gravede han en grav med hænderne, der forhåbentlig er dyb nok til at holde dyr væk.
Med far hjemme igen kan de fortsætte turen mod Srebrenica.
⛟
Bent finder sig hurtigt til rette på Balkan i lastbil nummer 335, en stor, hvid Scania-vogn. På et marked i Beograd køber han en bilradio, så han kan sludre med de andre chauffører, når alle ti lastbiler kører i konvoj.
Han har ikke været der længe, før han mærker krigen helt tæt på. På en tur ad isglatte veje fra Sarajevo begynder det pludselig at fyge med træsplinter og skud. De er fanget i en krydsild mellem bosniske serbere og bosniske muslimer, og den bil, der leder konvojen, er gået i stå. Fra førerhuset kan Bent se til, da serberne kravler i dækning bag nogle jordvolde, mens han selv akkurat kan kigge over forsvarsværkerne. Altså sidder han lige i skudlinjen.
Bent, der bestemt ikke er en lille mand, suger maven ind og holder vejret. Rykker helt tilbage i sædet og vender hovedet til siden.
Sekunderne føles som minutter, men de går. Der kommer gang i konvojen igen, og de kører som gale på de glatte veje. Den dag kommer de fra Sarajevo til Beograd på ni timer. Det er ny rekord.
Konvojen sætter ofte kurs mod de krigshærgede byer Tuzla og Sarajevo, men særligt i en by mærker de, at nødhjælpen er uundværlig. I enklaven Srebrenica er det ved at flyde over af bosniske muslimer, der er flygtet fra deres hjembyer. Der er hverken mad eller plads nok. Byen ligger midt i et serbisk kontrolleret område, men overvægten af bosniske muslimer har drevet serberne ud af byen.
En vinterdag i 1993 kører Bent og resten af konvojen til Srebrenica.
⛟
Deres nye hjem er et flot, to-etagers hus. Det var det første, de mødte, da de gik ind i Srebrenica, og det stod tomt. På postkassen står der der Obradovic. Dem, der boede her før, må være serbere. Alligevel har Salihas mor givet hende strenge ordrer: Obradovic-familien kommer tilbage, så snart krigen er ovre, så 1.-salen er forbudt område. Man må under ingen omstændigheder røre det tøj, der stadig hænger i skabene. I stedet vasker hun det tøj, de flygtede i.
I takt med at mange tusinde flygtninge strømmer til byen, må Salihas familie begrænse sig til et værelse, for at dele huset med en anden familie. Salihas mor må endelig acceptere, at de også skal bruge overetagen.
Vinteren i Bosnien bringer temperaturer langt under frysepunktet, og når Saliha sidder oppe i skolen, kæmper hjemmelavede brændeovne med at varme de iskolde klasselokaler op. Den vinter forsvinder skoven omkring byen, i takt med at behovet for brænde stiger.
Saliha hader, når hun ikke kan komme i skole. Hun sidder altid på forreste række til matematik og leger med glaskugler i pauserne. Hvis det ikke er kulden, der holder hende hjemme, er det de bomber, som jævnligt rammer byen.
Det eneste, der er bedre end at være i skole, er når lastbilerne kommer. De har mad og tøj med, så hver gang de kører ind i byen, løber Saliha og resten af byen mod torvet.
⛟
I førerhuset på Scania-vogn nr. 335 rejser hårene sig på Bents arme. Konvojen nærmer sig Srebrenica ad noget, der ligner en allé, hvor træerne er erstattet af tre-etagers, grå betonbyggerier. Det er dog ikke den brutalistiske arkitektur, der gør indtryk på Bent.
Langs betonalléen står alle de flygtninge, der er kommet til byen og vinker og klapper af lastbilerne, der langsomt nærmer sig torvet. Her har en kødrand af nødlidende mennesker samlet sig for at tage imod lastbilerne . De har laset tøj på, og mange af dem har slet ikke sko på, selvom det er december, bemærker Bent.
Alle er så magre, at Bent for første gang nogensinde skammer sig en smule over at være tyk. Det er her, man virkelig kan gøre en forskel. Det er derfor han er her.
Så snart han drejer nøglen og motorens brummen forstummer, vrimler det med folk omkring bilen. Alle vil have noget af chaufførerne – nogle prøver på gebrokkent tysk, andre forsøger sig på engelsk, men de fleste signalerer med improviseret tegnsprog, at de vil have salt eller cigaretter – nogle tilbyder endda gamle krigsmedaljer i bytte. Børnene råber efter bonbon.
I poser har Bent og en del af de andre chauffører medbragt slik, frugt og salt til at dele ud blandt børnene, der står og tigger på torvet.
Da han i dag stiger ned fra lastbilen, ser han, over hovederne på de mange børn med udstrakte hænder, en ung pige, der skiller sig ud. Hun virker mere tilbageholdende. Han beslutter sig for, at det skal belønnes, og bevæger sig over mod hende.
⛟
Der er tumult i børneflokken omkring hende, nogle smider sig på jorden efter slik eller forsøger at tvinge det ud af hinandens knugede hænder. Saliha gør sig umage for at skærme sin lillebror fra menneskemængden. Mor bliver rasende, hvis han kommer noget til. Da Elvedin får et skub og falder på jorden og slår hul på sit knæ, knuger hendes mave sig sammen i bekymring, og hun begynder at græde.
Hun mærker en tung hånd på sin arm, der trækker hende en smule væk fra de andre. Da hun kigger op, glider hendes blik over en stor mave op til et venligt ansigt med overskæg. Chaufføren åbner hendes hånd og lægger en lille pose i den. Før hun når at sige tak, er han væk igen.
Nervøs går hun hjemad med Elvedin i hånden, men da mor ser posen med salt, gør blodet på Elvedins knæ slet ikke noget.
Da lastbilerne kommer til byen næste gang, skynder hun sig ned til torvet, for at kigge efter den store, venlige chauffør.
Hun ser ham nærme sig på afstand, og bliver nervøs: mon han kan huske hende?
⛟
Bent genkender pigen i den blå jakke, der står lidt tilbagetrukket. Det er egentlig ulovligt at smugle ting ind, som Bent og nogle af de andre chauffører gør, men efter at have set, hvor hårdt det står til i Srebrenica, kan han ikke lade være. Han har salt med til hende.
Næste gang han ser hende, står hendes mor ved siden af og takker overstrømmende.
Over det følgende halve år bliver det en fast rutine at have lidt ekstra med til pigen. De kan ikke snakke sammen, men med sparsomme bosniske og engelske gloser får han fat i hendes navn, Saliha, og fortalt sit eget. Bent lærer hende at lede mellem lastbilerne efter hans navneskilt, så hun altid kan finde hans bil.
Familien Alic inviterer ham flere gange ind i deres hjem, og selvom de ikke har meget, sørger de altid for at kunne byde Bent på noget. Ofte en halv flaske slivovitz, den lokale hjemmebrændte spiritus. Bent kan ikke fordrage slivovitz, men det er slet ikke en mulighed at takke nej.
Med sig har Bent et kamera, som han dokumenterer sin tur med. De billeder, han tager af dem og bringer fremkaldte med tilbage fra Beograd, er de eneste, familien Alic har af sig selv. Resten ligger efterladt hjemme i Bratunac i et hjem, de ikke har set i næsten to år.
Da han en dag har kaffe med, er lykken i fælleskøkkenet i familien Alic’s hus gjort. Duften af ægte kaffe tiltrækker ligefrem naboerne, der bydes indenfor til en lille kop. Kaffe er en luksus, man ikke holder for sig selv, og i Srebrenica deler man, hvad man har.
Som månederne går, og konvojens besøg i Srbrenica bliver flere, tager Bent større chancer. På markedet hjemme i Beograd leder han efter kopier af Levi’s cowboybukser, der passer en 11-årig, selvom han aldrig har været god til sådan noget. Han frygter, hvad en hård bosnisk vinter kan gøre ved Saliha og hendes familie.
Følelsen af at have nye cowboybukser på i skole, så alle andre kan se dem, får Saliha til at føle sig heldig. Han er ikke engang lokal, og han kunne have valgt at hjælpe de 80.000 andre muslimer i byen.
Da hun får en dåse cola fra ham, ender hun med at lege så længe med den, at den eksploderer, da hun åbner den. Hun glæder sig altid til næste besøg, måske han har chokolade med…
⛟
Den dag i forsommeren 1994 glæder Bent sig ikke til at besøge Saliha. Han har taget en tolk med, for det er vigtigt, at hun forstår hans besked. Bent har takket ja til at blive leder for en konvoj, der ikke kører til Srebrenica. Han siger, at han skal på ferie, men altså kommer tilbage om nogle måneder.
Saliha gennemskuer ham. Hun ved godt, at det ikke bare er en ferie.
Det er ikke normalt at have tolk med, så det må være noget andet. Bent kigger kun på hende, selvom hele familien er der, da han fortæller sandheden. Han kommer ikke tilbage. Saliha bliver ked af det. Skal hun aldrig nogensinde se ham igen?
Med sig har Bent en lap papir. På den har han skrevet Bent Sørensen, Arndalsvej. Han lægger lappen på bordet. Måske finder de ham en dag.
⛟
Den 11. juni 1995 flygter Salihas far fra Srebrenica. Hun har kun få øjeblikke til at sige farvel og ser ham forsvinde ind i skoven. Han og over 10.000 andre muslimske mænd flygter fra de serbiske soldater gennem skoven mod Tuzla. Han har lovet mor, at han vil finde et hjem til dem, hvis han kommer først frem.
I de følgende par dage venter Saliha med sin mor og søskende på at blive fragtet i bus til Tuzla. Sommerdagen er varm, og de har ikke nok mad. De flygtede fra Srebrenica i al hast og har kun nået at få en smule tøj med. Billederne, de har fået fra Bent, ligger efterladt i huset.
I Tuzla er far ikke nået frem endnu. Hver dag kommer der nyt om de tusinder af muslimske mænd på flugt, der er blevet dræbt, men ingen nævner hans navn. Mor står klar i udkanten af skoven hver dag i håbet om, at nogen kan bringe nyt. Først efter flere måneder får de svar fra en gruppe, der kommer fra skoven. Da de så ham sidst, lå han døende af et skudsår. Han sagde nej til at blive båret videre.
⛟
Knap 30 år senere kommer Salihas mand Orhan hjem med en masse udprintede telefonnumre på Bent Sørensen’er fra De Gule Sider. Saliha kan huske navnet fra den lap papir, Bent gav hende, da han forlod Srebrenica for sidste gang.
Hun mødte Orhan elleve år tidligere til en koncert i Sarajevo. Han flygtede selv fra krigen i Bosnien som 14-årig, og endte i Danmark. Den sommer var han dog, ligesom de fleste andre somre, taget hjem til Bosnien. Efter deres første møde til koncerten, blev de hurtigt kærester. To år senere flyttede Saliha til Danmark, et land, hvor hun ikke kendte andre end Orhan, ikke kunne sproget og ikke følte sig hjemme.
Det var en udfordrende tid i Salihas liv, og hendes tanker faldt ofte på Bent. Hver gang hun så en Scania-lastbil på de sønderjyske motorveje, blev hun taget tilbage til Srebrenica og til behovet for at sige tak.
Det er derfor, Orhan nu sidder med telefonen i hånden. Han har lovet at ringe Bent Sørensen’erne op, for han er lidt bedre til dansk.
En masse forgæves opkald til Bent Sørensen’er senere mister de modet og giver op. Saliha parkerer drømmen i flere år, indtil hun opdager Facebookgruppen ‘Søg efter den, du ikke har set i mange år’. Hun tager en beslutning, nu skal det være.
Hun slår et opslag op i gruppen og venter. Da hun tjekker sin mobil efter arbejde d. 15. marts 2024 er reaktionerne på opslaget gået amok, og Bent er allerede fundet. To en halv time efter opslaget bliver godkendt, ligger der en besked i hendes indbakke.
Det er Bent. Han hedder ikke Sørensen længere. Udover beskeden har han vedhæftet et par billeder. Hun græder. På ét af dem er hendes far. Hun har ikke set billeder af ham, siden han forsvandt ind i skoven for 30 år siden.
Hun ringer Bent op med det samme, og de veksler ikke mange ord mellem tårerne. Senere aftaler de, at han kommer på besøg i Aabenraa weekenden efter, og hun går straks i gang med at lede efter en gave til ham.
Natten inden besøget sover hun ikke meget. Hun skriver til Bent. Er han mon også bange?
⛟
Bent løfter hånden, banker let på døren og kigger hurtigt tilbage på sin voksne datter Enya. Nu er det nu. I hånden har han en buket blomster, som de har købt på vejen i Aabenraa. Han har ikke givet blomster til nogen i 30 år, så dem blev Enya nødt til at vælge.
Han blev overrasket, da hans telefon vibrerede løs under motorcykeljakken i sidste uge.
Nogen havde eftersøgt ham. Saliha.
Han havde aldrig glemt hende, men det var godt nok lang tid siden, han havde tænkt på hende. Sidst han besøgte Bosnien på ferie, overvejede han at lede hos Røde Kors i Tuzla, men kom fra det igen.
Siden hun rakte ud, har alt været vendt op og ned. Bent har fundet sin dagbog fra tiden i Bosnien frem og vist den til sin familie. De blev overrasket, for de anede ikke, at der fandtes sådan en. Han har også grædt mere, end han plejer. Han kan ikke længere gemme det bag det overskæg, han ikke engang har nu.
Da døren åbner til det lille rækkehus, går der ikke mange sekunder, før tårerne løber ned ad kinderne.
Det er Salihas mand, der åbner, men så snart de har trykket hånd, stryger Bent forbi ham i armene på Saliha. De græder begge to, og tør knap nok kigge på hinanden. Han kan ikke kende den kvinde, der er begravet i hans arme. Hun er ikke længere pigen i den blå jakke, han sidst så.
Saliha kigger op på Bent:
Tak
Tak
Tak
Tak.
Epilog
Siden deres første møde har Saliha Alic og Bent Ehrenreich været i kontakt dagligt. Saliha drømmer stadig om, at han forstår, hvor taknemmelig hun er, og han forstår stadig ikke, hvorfor det, han så som en lille god gerning, har betydet så meget.
Til juli fylder Bent 62, og Saliha og hendes familie er selvfølgelig inviteret til fødselsdagen.
