I grænselandet er et skilt ikke bare et skilt. I endnu en Nordtysk by er der nu opsat tosprogede byskilte, men i Sønderjylland lader skilte med Apenrade og Hadersleben vente på sig. En cocktail af krige, grænsedragninger og national stolthed kan være forklaringen, men måske er nye tider på vej. 

Kører man ind i Harrislee, vil man nu blive mødt af skilte som dette. Foto: TV2

Af Sille Langberg og Villads Znaty

Hver søndag fylder 42-årige Bjørn Ulleseit rituelt sin indkøbskurv med de samme varer i Super Brugsen i Padborg. Smør, makrel, leverpostej og gær, for det er bare bedre i Danmark, mener han.   

Det hårde g, der dukker op, når Bjørn Ulleseit omtaler ’Super Brugsen’ vidner om hans ophav. Hele sit liv har han været en del af det danske mindretal i den lille forstadskommune til Flensborg, Harrislee hvor han sidder i byrådet for SSW, det danske mindretals parti.  

Det er derfor også det historiske monument Istedløven, Bjørn vil vise en kold februardag i Flensborg. Som en turistguide fører han an gennem den gamle kirkegård, hvor mindesten, der hylder “tapre danskere, som faldt for fædrelandet” og “geffallene Krieger und deutschen Patrioten” står side om side. Grænselandets blodige og konfliktfyldte historie illustreres af Istedløven, der siden den blev rejst, er blevet flyttet gentagende gange som provokation fra dansk og tysk side. 

Når Bjørn Ulleseit skal på arbejde, kommer han forbi Istedløven hver dag.

På hjemturen fra Bjørns seneste søndagstur til Super Brugsen i Padborg, mødte han et byskilt, der vækkede begejstring og stolthed hos den tosprogede sydslesviger. På det var der under ’Harrislee’ tilføjet ni bogstaver, der tilsammen udgjorde resultatet af femten års kamp i byrådet og flere generationers strid i grænseregionen. De ni bogstaver er ’Harreslev’, det danske navn for Harrislee. 

Det første syn af de nye skilte var overvældende for Bjørn Ulleseit, og han indrømmer da også skævt smilende, at han i den seneste uge er kørt ind Harrislee ad flere forskellige indfaldsveje for at se så mange af de nye skilte som muligt.

Hærværk i Haderslev 
Bjørns mange års kamp for tosprogede skilte er ikke et enestående tilfælde.  I 2009 blev det lovligt i Tyskland at have tosprogede skilte, så bynavnene kunne stå på både tysk og dansk. Dengang var Flensborg de første til at tilføje Flensburg til byskiltene, og siden er debatten om skiltene blusset op regelmæssigt i de nordtyske kommuner. 

Også på den danske side af grænsen fylder debatten. Det blev tydeligt i Haderslev, da borgmesteren H. P. Geil i 2015 fik sat et nyt byskilt op. Her blev byens tyske navn Hadersleben ledsaget af det danske, som et let på hatten til det tyske mindretal i byen. Skiltet stod dog ikke en uge, før det natten efter en optræden på nationalt TV blev udsat for hærværk og fjernet af ukendte gerningsmænd. 

Betydningen af tosprogede skilte hos mindretal, forstår også professor ved EUF i Flensborg med speciale i europæiske mindretal og tidligere direktør i Det Europæiske Center for Mindretalsspørgsmål, Tove Hansen Malloy.  

“Det er mere end symbolsk. Det er en offentlig anerkendelse af, at mindretallet er velkomne, hvor de bor, og det kan have stor emotionel betydning.”

En rigtig dansker 
I Møgeltønder nord for grænsen har den 84-årige lokalpatriot Christian Klausen inviteret på kaffe og småkager. Hjemmebagte af hans kone vel at mærke. Det er også hende, Hanne, der på syngende sønderjysk brygger og serverer kaffen med et skvæt smalltalk, der afslører, at det bestemt ikke er første gang, hun trakterer Christian og gæster, der er interesserede i hans mening.  

Christian Klausen fra Møgeltønder har siddet i forskellige lokale bestyrelser i over 40 år

Hjemmets bogreols overvægt af forfattere som Anders Fogh, Bertel Haarder og Uffe Ellemann-Jensen og pænt indrammede malerier af alskens nærliggende gårde understreger, at Christian Klausen er Venstre-mand af den klassiske slags. Det er også det parti, han i 24 år har siddet i Tønders byråd for, og på den baggrund, at han smilende kalder sig rigtig dansker. 

”Sludder”, siger han så og slår ud med hånden, som han ofte gør efter udtalelser, han godt selv ved, er lidt kontroversielle. 

Det er et par år siden, Christian trak sig fra sin sidste bestyrelsespost, men meninger har han stadig masser af. På et punkt har hans holdning dog ændret sig over årene: Skilte-spørgsmålet. 

Engang var tyske bynavne på danske byskilte en utænkelighed for Christian. I en talestrøm, der aldrig synes at stoppe, forklarer han, hvordan han og kammeraterne i frikvartererne brugte “tysker” som et skældsord om “dumme knejter.” Han griner og slår ud med hånden.  
Han gætter på, at danskernes dengang betændte forhold til tyskerne skyldtes den historie, alle indbyggere i grænseregionen deler.  

”Man hadede jo tyskerne,” uddyber han. 

Netop dette had og den danske majoritets historiske modvilje mod tosprogede byskilte, skyldes ifølge ph.d. og historiker med speciale i grænselandet, Rejhan Bosnjak, de sår, der endnu ikke er helet i Sønderjylland.  

26.000 dansksindede unge mænd deltog ufrivilligt i 1. verdenskrig på tysk side, grundet den daværende grænse, og under Anden Verdenskrig meldte en stor del af de tyske mindretal i Sønderjylland sig under tyske faner. 

Er skiltene på vej i Sønderjylland? 
At Hadersleben, Apenrade, Sonderburgburg og Tonderrn endnu ikke er at finde på byskiltene i de fire danske grænsekommuner ærgrer Stephan Kleinschmidt. Han er viceborgmester i Sønderborg og repræsenterer Slesvigsk Parti – den danske pendant til SSW. Han og foreningen for det tyske mindretal i Danmark, BdN, har siden 2004 ønsket sig tosprogede skilte, men stadig uden resultater. 

Alligevel er han overbevist om, at for hvert tosproget skilt, der bliver sat op syd for grænsen, kommer vi tættere på tyske bynavne på de sønderjyske skilte.  

Den vurdering er han ikke ene om. 

Selvom Christian Klausen fik hadet og konflikten ind med modermælken og historiebøgerne, er hans kanter blevet skåret til, som årene er gået, og tiden har udvisket hadet.  

Han fremhæver EU-medlemskabet, hans årlige ture til Tyskland og tyskernes “fantastiske kultur” som årsager til, at han på sine gamle dage er begyndt at se en idé med tosprogede byskilte i Sønderjylland – så længe det kun er i grænsekommunerne. 

”Hvis de kan sætte danske skilte op i Tyskland, kan vi også sætte tyske op i Danmark.” 

Hvad synes borgere i Harrislee om de nye skilte?

Merle, 28, og Phillippe, 30, ser ikke, hvorfor skilte med danske bynavne skulle være et problem.
Elke, 80, synes, at tosprogede byskilte er naturlige grundet den fælles historie.
Sigrid, 81, er glad for de nye skilte.

Nye tider 
Måske Christian Klausens udvikling i skilte-spørgsmålet er symptomatisk for udviklingen i Grænseregionen og forholdet mellem mindretal og majoriteter.  

Meget tyder på, at sønderjydernes komplekse forhold til det tyske mindretal langsomt er i bedring generation for generation.  
De tyske skoler i Sønderjylland har aldrig haft flere elever, og når flere vælger at sende sine børn i de tyske skoler i Danmark, vidner det om en begyndende opblødning af det mildt sagt anspændte forhold danskere og tyskere imellem.  

Hvis Stephan Kleinschmidt, viceborgmester i Sønderborg, skal spå om fremtiden, håber han på, at tosprogede skilte kan blive en realitet allerede inden for en håndfuld år.  
Om det ønske bliver opfyldt, og om Bjørn Ulleseit snart vil blive mødt af skilte, hvorpå Padborg ledsages af Pattburg, på sine søndagsture til Super Brugsen, er endnu ikke sikkert, men det ligner, at det kommer tættere på.  

Årligt dør omkring 5.000 danskere alene. Det vil Grete og de andre frivillige i Vågetjenesten ændre på. En kold februaraften ligger Anna på tærsklen til døden, og ved hendes side sidder Grete.

Grete Kastberg har oplevet to dø, mens hun vågede. Foto af Villads Znaty

Af Villads Znaty

Grete Kastberg løfter nænsomt den hvide dyne med tegnede lyserøde blomster på betrækket og lægger sin hånd på Annas ene fod. Den ligger der i et øjeblik eller to, og så flytter hun den til de næsten ikkeeksisterende lægge klædt i hud, der bærer sporene af et langt liv. Alt sker i slowmotion.

”Hun er en smule koldere, end da vi kom,” hvisker Grete uden nogen forventning om svar.

Hun konkluderer, at døden måske er lige om hjørnet. For når døden kommer, begynder den i fødderne. De bliver kolde, og langsomt strømmer kulden op gennem benene, indtil den har overtaget hele kroppen. Grete lægger dynen over Anna så forsigtigt, at det ligner, hun er bange for at ødelægge hendes spinkle krop.

Anna fra blåbærgangen
Omtrent halvanden time tidligere går Grete ned ad blåbærgangen på Klejtrup Friplejehjem. Udover en striktrøje og en halskæde med en guldengel som vedhæng, har hun iført sig sin røde vest og det navneskilt, der afslører, at hun er en del af Vågetjenesten. Et korps af frivillige i Røde Kors, hvis mål er, at ingen skal dø alene ufrivilligt. Det gør de ved at aflaste udmattede pårørende og våge ved døende uden pårørende. Grete selv er 55 år gammel og har fem års erfaring som vågekone. Hun meldte sig under fanerne, da hendes mor døde, og hun oplevede morens frygt for at dø alene.

Ved blåbærgangens stue 1 stopper Grete op. På døren kigger Anna siddende fra sin rollator. Det er et gammelt billede, for de sidste par måneder har hun hverken kunnet gå, stå eller indtage fast føde. Hun bliver 84 til marts, hvis hun når så langt, men det er der ikke mange der tror på. De sidste dage har hun fået det markant dårligere, og det ligner ikke, at der er lang tid til, hun dør.
Det er derfor Grete er her.

Grete banker symbolsk på og åbner døren i samme bevægelse. På den anden side sidder Annas datter Connie i det ene af plejeboligens to værelser. Væggene bag hende er udsmykket med to næsten guldalderske malerier med tykke rammer af den slags, man oftest ser på museer og i genbrugsforretninger. Det ene er stort og forestiller tre stråtagshuse badet i sol fra en sommerhimmel med et par kosmetiske skyer. Under det romantiske billede afslører enmandssengen, at Connie er flyttet ind. Siden 2. januar har hun boet på plejehjemmet for at være der for sin mor.

Grete mener at kunne se trætheden i øjnene på hende.

”Gå du ud og slap lidt af, Connie.” Connie takker.

De har sænket deres stemmer, som om de er bange for at vække Anna, men de ved begge to, at det ikke er en risiko.

”Hun er her endnu, men hun er langt væk,” gentager Grete nikkende efter Connie, der, inden hun forlader stuen, tager sin telefon og slukker for den afslappende guitarmusik, der har spillet fra den.

Døren til blåbærgangen lukker langsomt, og så bliver der stille.
Den eneste lyd, der bryder stilheden, er brummen fra en maskine, hvis opgave er at pumpe lidt luft op i Annas madras, så hun ikke får liggesår. Efter få minutter bliver den konstante brummen en del af tapetet.

Død, larmende stilhed og Robinson
Grete går ind i det tilstødende værelse, hvor en elevationsseng og dens brummende luftapparat fylder det meste.
Her ligger Anna. Hun har ingen tænder tilbage, og læberne er ikke til at se, så munden ligner et sort hul. Kroppen bærer præg af de mange måneder i sengen, og der er næsten ikke en muskel at se. Hendes næse er blevet spids, som næser bliver, når døden nærmer sig, og som det eneste skærer hendes urytmiske og hivende vejrtrækning igennem brummen fra luftapparatet.

Som en mor, der vækker sit barn kærligt, bøjer Grete sig ind over sengen. Englen fra halskæden dingler frit i luften, og det hele bliver næsten for symbolsk. Hun lægger sin hånd på Annas kind – aer ikke, for når døden er tæt på, bliver huden sart, og det at blive aet kan gøre ondt. Det vidste hun ikke, da hun begyndte som vågekone.

”Hej Anna, jeg hedder Grete, og jeg sidder ved dig det næste stykke tid.”

Grete præsenterer sig altid. Hun er ikke i tvivl om, at de døende kan mærke hendes tilstedeværelse.

Der kommer intet svar. Den eneste lyd, der kommer fra Anna, er lyden af hendes lungers kamp for at trække vejret.

Grete kigger i nogle sekunder på Anna med kærlige øjne. Så sætter hun sig til rette i en stol ved siden af elevationssengen. I et par minutter kigger hun bare. Kigger på Anna. Kigger ud af vinduet. Kigger på sin iPhone. Engang døde én, hun vågede ved, mens Grete kiggede på Robinson Ekspeditionen.

Stilheden bliver larmende, hver gang der er et længere ophold i Annas vejrtrækning. Så kigger Grete op –  ikke i panik, men heller ikke fattet. Årvågent. Der skyder næsten tankeboble ud af hendes hoved hver gang. Dør hun nu?

Så kommer der en lyd fra den tandløse mund, vejrtrækningen begynder vaklende igen, og Gretes blik falder ned i telefonen igen.

Snart landsdækkende
Grete er en del af vågetjenesten, fordi hun synes, det er for fattigt at dø alene. Hun vender flere gange tilbage til det samme citat med passion i stemmen.

”Der står syv og tager imod os, når vi bliver født, men ikke nogen når vi skal herfra!”

Derfor er både hun og Røde Kors glade for, at alle Folketingets partier i slutningen af 2023 afsatte 13,4 mio. kr. til at gøre Vågetjenesten landsdækkende inden 2027. Lige nu er der døende i 35 af landets kommuner, der, ligesom Gretes mor, kan frygte at dø alene, og ikke kan regne med at have en frivillig i rød vest og navneskilt ved sin side i den sidste tid.

De frivillige i Vågetjenesten kan være alt fra 90-årige Harry til 19-årige Christian. Foto: Villads Znaty

Afsluttet vagt
På et tidspunkt bliver intervallerne mellem vejrtrækningerne så lange og vejrtrækningen så svag, at Grete løfter den hvide dyne med de lyserøde blomster, og lægger sin hånd på først foden, og så den spinkle læg.

”Hun er en smule koldere, end da vi kom.”

Men så kommer der en lyd fra Annas mund, og vejrtrækningerne vender tilbage. Gretes skuldre falder en smule. Hun har kun oplevet at overvære døden to gange før.

Få minutter senere går den grønne dør med billedet af Anna op. Ind kommer Connie og nogle af de børnebørn, der også hænger udprintet på væggen i forskellige konstellationer.  
Grete rejser sig, kigger en sidste gang kærligt på Anna, og sniger sig ud af værelset langs væggen.

”Så tror jeg, at jeg trækker mig, Connie.”

Hun klapper coveret over telefonen, lægger den i lommen og samler sin taske op. Hendes vagt er slut. Denne gang forblev kroppen varm, og døden måtte vente.

”Hun holder stadig fast. Hun er stædig, den lille dame,” siger Grete smilende. Hun går ned ad blåbærgangen og ud på parkeringspladsen.

Nu skal hun prøve cykeltrøjer med sin cykelklub. Det kan hun måske lige nå, hvis hun skynder sig.

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.