I grænselandet er et skilt ikke bare et skilt. I endnu en Nordtysk by er der nu opsat tosprogede byskilte, men i Sønderjylland lader skilte med Apenrade og Hadersleben vente på sig. En cocktail af krige, grænsedragninger og national stolthed kan være forklaringen, men måske er nye tider på vej. 

Kører man ind i Harrislee, vil man nu blive mødt af skilte som dette. Foto: TV2

Af Sille Langberg og Villads Znaty

Hver søndag fylder 42-årige Bjørn Ulleseit rituelt sin indkøbskurv med de samme varer i Super Brugsen i Padborg. Smør, makrel, leverpostej og gær, for det er bare bedre i Danmark, mener han.   

Det hårde g, der dukker op, når Bjørn Ulleseit omtaler ’Super Brugsen’ vidner om hans ophav. Hele sit liv har han været en del af det danske mindretal i den lille forstadskommune til Flensborg, Harrislee hvor han sidder i byrådet for SSW, det danske mindretals parti.  

Det er derfor også det historiske monument Istedløven, Bjørn vil vise en kold februardag i Flensborg. Som en turistguide fører han an gennem den gamle kirkegård, hvor mindesten, der hylder “tapre danskere, som faldt for fædrelandet” og “geffallene Krieger und deutschen Patrioten” står side om side. Grænselandets blodige og konfliktfyldte historie illustreres af Istedløven, der siden den blev rejst, er blevet flyttet gentagende gange som provokation fra dansk og tysk side. 

Når Bjørn Ulleseit skal på arbejde, kommer han forbi Istedløven hver dag.

På hjemturen fra Bjørns seneste søndagstur til Super Brugsen i Padborg, mødte han et byskilt, der vækkede begejstring og stolthed hos den tosprogede sydslesviger. På det var der under ’Harrislee’ tilføjet ni bogstaver, der tilsammen udgjorde resultatet af femten års kamp i byrådet og flere generationers strid i grænseregionen. De ni bogstaver er ’Harreslev’, det danske navn for Harrislee. 

Det første syn af de nye skilte var overvældende for Bjørn Ulleseit, og han indrømmer da også skævt smilende, at han i den seneste uge er kørt ind Harrislee ad flere forskellige indfaldsveje for at se så mange af de nye skilte som muligt.

Hærværk i Haderslev 
Bjørns mange års kamp for tosprogede skilte er ikke et enestående tilfælde.  I 2009 blev det lovligt i Tyskland at have tosprogede skilte, så bynavnene kunne stå på både tysk og dansk. Dengang var Flensborg de første til at tilføje Flensburg til byskiltene, og siden er debatten om skiltene blusset op regelmæssigt i de nordtyske kommuner. 

Også på den danske side af grænsen fylder debatten. Det blev tydeligt i Haderslev, da borgmesteren H. P. Geil i 2015 fik sat et nyt byskilt op. Her blev byens tyske navn Hadersleben ledsaget af det danske, som et let på hatten til det tyske mindretal i byen. Skiltet stod dog ikke en uge, før det natten efter en optræden på nationalt TV blev udsat for hærværk og fjernet af ukendte gerningsmænd. 

Betydningen af tosprogede skilte hos mindretal, forstår også professor ved EUF i Flensborg med speciale i europæiske mindretal og tidligere direktør i Det Europæiske Center for Mindretalsspørgsmål, Tove Hansen Malloy.  

“Det er mere end symbolsk. Det er en offentlig anerkendelse af, at mindretallet er velkomne, hvor de bor, og det kan have stor emotionel betydning.”

En rigtig dansker 
I Møgeltønder nord for grænsen har den 84-årige lokalpatriot Christian Klausen inviteret på kaffe og småkager. Hjemmebagte af hans kone vel at mærke. Det er også hende, Hanne, der på syngende sønderjysk brygger og serverer kaffen med et skvæt smalltalk, der afslører, at det bestemt ikke er første gang, hun trakterer Christian og gæster, der er interesserede i hans mening.  

Christian Klausen fra Møgeltønder har siddet i forskellige lokale bestyrelser i over 40 år

Hjemmets bogreols overvægt af forfattere som Anders Fogh, Bertel Haarder og Uffe Ellemann-Jensen og pænt indrammede malerier af alskens nærliggende gårde understreger, at Christian Klausen er Venstre-mand af den klassiske slags. Det er også det parti, han i 24 år har siddet i Tønders byråd for, og på den baggrund, at han smilende kalder sig rigtig dansker. 

”Sludder”, siger han så og slår ud med hånden, som han ofte gør efter udtalelser, han godt selv ved, er lidt kontroversielle. 

Det er et par år siden, Christian trak sig fra sin sidste bestyrelsespost, men meninger har han stadig masser af. På et punkt har hans holdning dog ændret sig over årene: Skilte-spørgsmålet. 

Engang var tyske bynavne på danske byskilte en utænkelighed for Christian. I en talestrøm, der aldrig synes at stoppe, forklarer han, hvordan han og kammeraterne i frikvartererne brugte “tysker” som et skældsord om “dumme knejter.” Han griner og slår ud med hånden.  
Han gætter på, at danskernes dengang betændte forhold til tyskerne skyldtes den historie, alle indbyggere i grænseregionen deler.  

”Man hadede jo tyskerne,” uddyber han. 

Netop dette had og den danske majoritets historiske modvilje mod tosprogede byskilte, skyldes ifølge ph.d. og historiker med speciale i grænselandet, Rejhan Bosnjak, de sår, der endnu ikke er helet i Sønderjylland.  

26.000 dansksindede unge mænd deltog ufrivilligt i 1. verdenskrig på tysk side, grundet den daværende grænse, og under Anden Verdenskrig meldte en stor del af de tyske mindretal i Sønderjylland sig under tyske faner. 

Er skiltene på vej i Sønderjylland? 
At Hadersleben, Apenrade, Sonderburgburg og Tonderrn endnu ikke er at finde på byskiltene i de fire danske grænsekommuner ærgrer Stephan Kleinschmidt. Han er viceborgmester i Sønderborg og repræsenterer Slesvigsk Parti – den danske pendant til SSW. Han og foreningen for det tyske mindretal i Danmark, BdN, har siden 2004 ønsket sig tosprogede skilte, men stadig uden resultater. 

Alligevel er han overbevist om, at for hvert tosproget skilt, der bliver sat op syd for grænsen, kommer vi tættere på tyske bynavne på de sønderjyske skilte.  

Den vurdering er han ikke ene om. 

Selvom Christian Klausen fik hadet og konflikten ind med modermælken og historiebøgerne, er hans kanter blevet skåret til, som årene er gået, og tiden har udvisket hadet.  

Han fremhæver EU-medlemskabet, hans årlige ture til Tyskland og tyskernes “fantastiske kultur” som årsager til, at han på sine gamle dage er begyndt at se en idé med tosprogede byskilte i Sønderjylland – så længe det kun er i grænsekommunerne. 

”Hvis de kan sætte danske skilte op i Tyskland, kan vi også sætte tyske op i Danmark.” 

Hvad synes borgere i Harrislee om de nye skilte?

Merle, 28, og Phillippe, 30, ser ikke, hvorfor skilte med danske bynavne skulle være et problem.
Elke, 80, synes, at tosprogede byskilte er naturlige grundet den fælles historie.
Sigrid, 81, er glad for de nye skilte.

Nye tider 
Måske Christian Klausens udvikling i skilte-spørgsmålet er symptomatisk for udviklingen i Grænseregionen og forholdet mellem mindretal og majoriteter.  

Meget tyder på, at sønderjydernes komplekse forhold til det tyske mindretal langsomt er i bedring generation for generation.  
De tyske skoler i Sønderjylland har aldrig haft flere elever, og når flere vælger at sende sine børn i de tyske skoler i Danmark, vidner det om en begyndende opblødning af det mildt sagt anspændte forhold danskere og tyskere imellem.  

Hvis Stephan Kleinschmidt, viceborgmester i Sønderborg, skal spå om fremtiden, håber han på, at tosprogede skilte kan blive en realitet allerede inden for en håndfuld år.  
Om det ønske bliver opfyldt, og om Bjørn Ulleseit snart vil blive mødt af skilte, hvorpå Padborg ledsages af Pattburg, på sine søndagsture til Super Brugsen, er endnu ikke sikkert, men det ligner, at det kommer tættere på.