Årligt dør omkring 5.000 danskere alene. Det vil Grete og de andre frivillige i Vågetjenesten ændre på. En kold februaraften ligger Anna på tærsklen til døden, og ved hendes side sidder Grete.

Grete Kastberg har oplevet to dø, mens hun vågede. Foto af Villads Znaty

Af Villads Znaty

Grete Kastberg løfter nænsomt den hvide dyne med tegnede lyserøde blomster på betrækket og lægger sin hånd på Annas ene fod. Den ligger der i et øjeblik eller to, og så flytter hun den til de næsten ikkeeksisterende lægge klædt i hud, der bærer sporene af et langt liv. Alt sker i slowmotion.

”Hun er en smule koldere, end da vi kom,” hvisker Grete uden nogen forventning om svar.

Hun konkluderer, at døden måske er lige om hjørnet. For når døden kommer, begynder den i fødderne. De bliver kolde, og langsomt strømmer kulden op gennem benene, indtil den har overtaget hele kroppen. Grete lægger dynen over Anna så forsigtigt, at det ligner, hun er bange for at ødelægge hendes spinkle krop.

Anna fra blåbærgangen
Omtrent halvanden time tidligere går Grete ned ad blåbærgangen på Klejtrup Friplejehjem. Udover en striktrøje og en halskæde med en guldengel som vedhæng, har hun iført sig sin røde vest og det navneskilt, der afslører, at hun er en del af Vågetjenesten. Et korps af frivillige i Røde Kors, hvis mål er, at ingen skal dø alene ufrivilligt. Det gør de ved at aflaste udmattede pårørende og våge ved døende uden pårørende. Grete selv er 55 år gammel og har fem års erfaring som vågekone. Hun meldte sig under fanerne, da hendes mor døde, og hun oplevede morens frygt for at dø alene.

Ved blåbærgangens stue 1 stopper Grete op. På døren kigger Anna siddende fra sin rollator. Det er et gammelt billede, for de sidste par måneder har hun hverken kunnet gå, stå eller indtage fast føde. Hun bliver 84 til marts, hvis hun når så langt, men det er der ikke mange der tror på. De sidste dage har hun fået det markant dårligere, og det ligner ikke, at der er lang tid til, hun dør.
Det er derfor Grete er her.

Grete banker symbolsk på og åbner døren i samme bevægelse. På den anden side sidder Annas datter Connie i det ene af plejeboligens to værelser. Væggene bag hende er udsmykket med to næsten guldalderske malerier med tykke rammer af den slags, man oftest ser på museer og i genbrugsforretninger. Det ene er stort og forestiller tre stråtagshuse badet i sol fra en sommerhimmel med et par kosmetiske skyer. Under det romantiske billede afslører enmandssengen, at Connie er flyttet ind. Siden 2. januar har hun boet på plejehjemmet for at være der for sin mor.

Grete mener at kunne se trætheden i øjnene på hende.

”Gå du ud og slap lidt af, Connie.” Connie takker.

De har sænket deres stemmer, som om de er bange for at vække Anna, men de ved begge to, at det ikke er en risiko.

”Hun er her endnu, men hun er langt væk,” gentager Grete nikkende efter Connie, der, inden hun forlader stuen, tager sin telefon og slukker for den afslappende guitarmusik, der har spillet fra den.

Døren til blåbærgangen lukker langsomt, og så bliver der stille.
Den eneste lyd, der bryder stilheden, er brummen fra en maskine, hvis opgave er at pumpe lidt luft op i Annas madras, så hun ikke får liggesår. Efter få minutter bliver den konstante brummen en del af tapetet.

Død, larmende stilhed og Robinson
Grete går ind i det tilstødende værelse, hvor en elevationsseng og dens brummende luftapparat fylder det meste.
Her ligger Anna. Hun har ingen tænder tilbage, og læberne er ikke til at se, så munden ligner et sort hul. Kroppen bærer præg af de mange måneder i sengen, og der er næsten ikke en muskel at se. Hendes næse er blevet spids, som næser bliver, når døden nærmer sig, og som det eneste skærer hendes urytmiske og hivende vejrtrækning igennem brummen fra luftapparatet.

Som en mor, der vækker sit barn kærligt, bøjer Grete sig ind over sengen. Englen fra halskæden dingler frit i luften, og det hele bliver næsten for symbolsk. Hun lægger sin hånd på Annas kind – aer ikke, for når døden er tæt på, bliver huden sart, og det at blive aet kan gøre ondt. Det vidste hun ikke, da hun begyndte som vågekone.

”Hej Anna, jeg hedder Grete, og jeg sidder ved dig det næste stykke tid.”

Grete præsenterer sig altid. Hun er ikke i tvivl om, at de døende kan mærke hendes tilstedeværelse.

Der kommer intet svar. Den eneste lyd, der kommer fra Anna, er lyden af hendes lungers kamp for at trække vejret.

Grete kigger i nogle sekunder på Anna med kærlige øjne. Så sætter hun sig til rette i en stol ved siden af elevationssengen. I et par minutter kigger hun bare. Kigger på Anna. Kigger ud af vinduet. Kigger på sin iPhone. Engang døde én, hun vågede ved, mens Grete kiggede på Robinson Ekspeditionen.

Stilheden bliver larmende, hver gang der er et længere ophold i Annas vejrtrækning. Så kigger Grete op –  ikke i panik, men heller ikke fattet. Årvågent. Der skyder næsten tankeboble ud af hendes hoved hver gang. Dør hun nu?

Så kommer der en lyd fra den tandløse mund, vejrtrækningen begynder vaklende igen, og Gretes blik falder ned i telefonen igen.

Snart landsdækkende
Grete er en del af vågetjenesten, fordi hun synes, det er for fattigt at dø alene. Hun vender flere gange tilbage til det samme citat med passion i stemmen.

”Der står syv og tager imod os, når vi bliver født, men ikke nogen når vi skal herfra!”

Derfor er både hun og Røde Kors glade for, at alle Folketingets partier i slutningen af 2023 afsatte 13,4 mio. kr. til at gøre Vågetjenesten landsdækkende inden 2027. Lige nu er der døende i 35 af landets kommuner, der, ligesom Gretes mor, kan frygte at dø alene, og ikke kan regne med at have en frivillig i rød vest og navneskilt ved sin side i den sidste tid.

De frivillige i Vågetjenesten kan være alt fra 90-årige Harry til 19-årige Christian. Foto: Villads Znaty

Afsluttet vagt
På et tidspunkt bliver intervallerne mellem vejrtrækningerne så lange og vejrtrækningen så svag, at Grete løfter den hvide dyne med de lyserøde blomster, og lægger sin hånd på først foden, og så den spinkle læg.

”Hun er en smule koldere, end da vi kom.”

Men så kommer der en lyd fra Annas mund, og vejrtrækningerne vender tilbage. Gretes skuldre falder en smule. Hun har kun oplevet at overvære døden to gange før.

Få minutter senere går den grønne dør med billedet af Anna op. Ind kommer Connie og nogle af de børnebørn, der også hænger udprintet på væggen i forskellige konstellationer.  
Grete rejser sig, kigger en sidste gang kærligt på Anna, og sniger sig ud af værelset langs væggen.

”Så tror jeg, at jeg trækker mig, Connie.”

Hun klapper coveret over telefonen, lægger den i lommen og samler sin taske op. Hendes vagt er slut. Denne gang forblev kroppen varm, og døden måtte vente.

”Hun holder stadig fast. Hun er stædig, den lille dame,” siger Grete smilende. Hun går ned ad blåbærgangen og ud på parkeringspladsen.

Nu skal hun prøve cykeltrøjer med sin cykelklub. Det kan hun måske lige nå, hvis hun skynder sig.